Dag 6 Goodbye New York og Hello overvægt!

11. marts 2010

I dag var en lidt anderledes morgen end det ellers har været. I aften skal vi hjem, så vi skal have pakket vores “hjem” gennem de sidste 5 nætter ned i nogle kufferter og tasker der er blevet alt for små. Heldigvis køber kæresten i dag en rygsæk som vi kan pakke alle ekstra ting i. Det kommer til at koste $60 ekstra at få den med hjem, men herregud… Når man kun giver 200,- kr. for 1 liter shampoo (den koster hjemme 240,- for 250 ml.) så går det nok også alt sammen. Og så kan vi have 23 kg. ekstra med hjem! 

Kl. 8.30 havde vi tjekket ud af hotellet, vi havde checket os ind hos British Airways og fået printet vores boarding passes ud, så vi var klar til den sidste dag, der skulle nydes i fulde drag.

Vi startede med at tage en subway fra 53rd street til Brooklyn. Da vi ankom derovre, kunne vi straks lugte røg og her var da også noget tåget. Det nærmest vrimlede med brandmænd ( når de rykker ud, så rykker de ud med fuld bemanding!!!) og de folk som ellers ville have været med subway’en fra denne station fik ikke lov at komme ned til toget. Vi skyndte os op derfra… vi kunne lige se i ånden at vi skulle sidde fanget dernede hele formiddagen.
Oppe på gaden fik vi taget billeder af brandbilerne, som på deres stige har mindemærket af de brandmænd som omkom under 9/11. Vi blev enige om at det er fedt de er så patriotiske og at de virkelig sætter pris på deres helte. Kæresten fik da også et håndtryk af bl.a. en betjent et par gange når vi nævnte han havde været i Irak og Afghanistan. Standard sætningen var blandt amerikanerne ” Thank you for what you do. Is there anything I can do for you???”

Vi gik direkte fra subway statioen mod Brooklyn Bridge. Igen i dag skinnede solen fra en skyfri himmel og det var virkelig et betagende syn der mødte os da vi gik fra Brooklyn mod Manhattan. Det er helt ubeskriveligt! Det er skrevet flere gange på denne blog, men det ER altså utroligt så smuk denne by er!

Tilbage på Manhattan fandt vi en Starbucks Coffee café. Her spiste vi vores morgenmad… igen som de eneste turister. Vi var i et område, hvor der var knap så mange turister (er vores gæt!) og efter vi havde fyldte vores maver med frisk appelsinjuice, bagels med creme cheese osv. gik vi op til Union Square, hvor kæresten gik ind i Paragon Sports og jeg gik ind i Forever21. Forever21 er stærkt undervurderet! Her er helt vildt meget fedt og anderledes tøj til ufattelige lave priser. Kjoler man ikke kan finde derhjemme og ja, alt hvad et pigehjerte begærer (også selv om det pigehjerte snart er 34 somre!)
I Paragon Sports finder du alt muligt i outdor clothing, grej osv.

Efter vi havde shoppet en halvanden times tid hver for sig, mødtes vi og tog sub’en op på 5.th ave.Vi gik ind for at købe shampoo i en lille bitte salon, men som havde stort set alle lækre mærker. Som nævnt koster det jo latterligt lidt i New York. Vi gik i Henri Bendel, hvor vi troede jeg lige kunne købe det sidste Ole Henriksen jeg manglede, men i stedet blev jeg hevet op på en stol af en meget sød homoseksuel ved navn Mark. Han fik lige fjernet en lille uges træthed i løbet af en halv time. Et hyggeligt møde med en sjov oplevelse som bonus.

Endelig gik turen op til ASPCA (alla Dyrenes Beskyttelse / Inges kattehjem osv. i Danmark) på Upper East Side. Jeg mener ikke jeg kunne have været i New York uden at have set ASPCA’s hovedkvarter på Manhattan. Jeg havde hjemmefra skrevet en mail, hvori jeg pænt spurgte om vi måtte komme forbi til en lille tour. Det var vi meget velkommen til.
Da vi kom var der en meget sød vagt (de er over det hele!!!) som høfligt ledte os ind i receptionen. Her var venteværelset fyldt med glade amerikanere som var klar til at adoptere et nyt familiemedlem i form af en hund eller kat.

Tilbage på hotellet for at hente vores baggage og få fat i en taxa. Der er lavet en fast pris for taxa’er der kører mellem lufthavnen JFK og Manhatten. Det koster $45 og det tager en times tid. Vores taxa-chauffør var en dum en af slagsen. Man kunne ikke forstå hvad han sagde, han kørte som om han var ligeglad med sit liv mens han skulede til os i bagspejlet og så satte han os af et godt stykke fra indgangen. Og som prikken over i’et så kunne vi da også selv lige læsse vores bagage af. Han fik ingen drikkepenge!!! – Smålig som jeg er.
Nu var der kun én vej og det var hjemad.

Forbrug i dag:
Mad: 53,75
Transport: $45