Dyreshows bag facaden

Dyreshows bag facaden fra USArejsetips

Ny undersøgelse viser at 50 %* af alle danskere har ladet sig underholde af dyr på deres ferier uden at være klar over at dyrene oftest lider en forfærdelig skæbne!

Og det tragiske er jo at folk ser, og dermed støtter disse dyreshows – som i øvrigt ser ganske harmløse ud – uden at vide at dyrene bag facaden, lever et kummerligt tarveligt liv, hvor de ikke har mulighed for at leve som flok eller udøve deres naturlige adfærd.

Dyrene bliver mishandlet for sjov.
Det er ikke kun i det fjerne østen at vilde dyr lider en trist skæbne på vores bekostning. Tag bare nogle af hotellerne i Las Vegas. Jeg nævner i flæng The Mirage, som byder på delfiner og sibiriske tigre. Eller på Mandala Bay, som lokker med alligatorer og hajer.

I Seaworld, som desværre er meget besøgt af turister (også fra DK)  kan man både se delfiner og spækhuggere i forskellige shows.
Og delfinen ser da også glad ud, men bare fordi den er født med et udseende der har cute-factor, skal den vel ikke lide?  De laver ikke kunsterne for sjov! De lever et liv fuld af ensomhed, traumer og stress. I naturen lever delfinen et socialt liv og er knyttet til resten af familien. I fangenskab derimod, lever den oftest alene. Det er den slet ikke bygget til! Ligesom den heller ikke er bygget til at kaste sig op på bassinkanten til glæde for publikum i bl.a. Seaworld.
Det “stunt” er forbundet med mange smerter og farer for delfinen, fordi presset på dens indre organer øges markant når delfinen er på land.

Et dyr bliver fanget og bortført 
Rigtig mange delfiner der bruges i underholdnings industrien er fanget ude i naturen! En flok hurtige både jager og “driver” delfinerne således de enten kan fange dem og trække dem op i båden, eller de “driver” dem – eller tvinger dem ind på land. Den traumatiske oplevelse for delfinen gør at mange delfiner dør i løbet af de første par dage i fangenskab.

Skulle det lykkedes delfinen af overleve, behøver du ikke ånde lettet op. Dens liv vil i fremtiden bestå i øjeninfektioner (det får de pga. kemikalierne i de pools de laver shows i) I værste fald bliver den blind – og lur mig om den så ikke bliver aflivet.
Solskoldning pga. for lav vandstand i bassinnet den lever i og laver shows i, og mavesår pga. stress.

Hestevogn i Central Park 
Hvis det lykkedes borgmesteren i New York at få forbyddet hestevognene i Central Park, vil et utal af dyreværnsorganisationer verden over, ånde lettet op. De har i årevis stillet spørgsmålstegn ved, hvordan dyrene bliver behandlet, og ser gerne at der kommer et forbud mod hestevognene i New York.
Som det ser ud, vil det da også være i 2014 at hestene bliver “sluppet fri”.

Dyreshows bag facaden New York

Under mit ophold i New York sommeren 2014, fik jeg muligheden for at se en af staldene som de stakkels heste fra Central Park, bor i. Det er meget små båse og de kommer ALDRIG på fold. De er i de båse dagen lang!  Når de altså ikke knokler for turister ( Det gør de min. 8 timer om dagen hver dag – året rundt).
Der er ingen elevator i bygningen, men der er bygget stejle ramper hestene kan gå på, når de skal enten op eller ned i bygningen (altså fra gadeplan og op på fx. 2. sal hvor hestens bås er).

Efter at have set dette med egne øjne, glæder mig endnu mere over, hvis borgmesteren i løbet af 2014 vil få fjernet hestevognene fra Central Park. 
Der er kommet mange cykeltaxi’er i parken i stedet, og det synes jeg personligt er meget bedre : -)

Heldigvis har jeg ikke, heller ikke uden jeg har vidst det, støttet dyreshows under mine ferier i USA (eller andre steder). Jeg har dog været i Zoo’s, hvor jeg bestemt ikke vil sætte mine ben igen fordi dyrene har haft for tarvelige bure, områder el. lign. til at jeg vil være vidne til det igen!

Jeg er uddannet i veterinærbranchen og har trænet både hunde og katte, så jeg er klar over det er nødvendigt at træne de vilde dyr vi har i fangenskab, men der er forskel på hvordan vi holder dyrene. Og det er ikke for at være bedre vidende jeg har skrevet denne artikel, men for at skabe lidt opmærksomhed omkring dyreshows. 50 % er mange! 50 % var antallet af danskere, der uden at vide det, har ladet sig underholde på dyrs bekostning, og hvis jeg bare kan fortælle én turist, hvad der sker bag facaden, så kan det være han/hun fortæller det til en osv.

Få meget mere information om dyreshows HER

* Tal oplyst af WSPA.