Indrejse i USA

Indrejse i USA kræver lidt papirarbejde

Selvom du har søgt din ESTA og alt er i orden til din ferie i USA, så er du ikke færdig med papirarbejdet endnu! Indrejse i USA er ikke bare et smut over grænsen, men lad ikke det skræmme dig.

I flyet, kort før landing, vil du få udleveret et tolddokument som du skal udfylde og have med dig og fremvise i immigration.
På din I-94 Custom Form (tolddokumentet) vil du bl.a. blive bedt om at udfylde hvor du opholder dig i USA. Hvis du skal på roadtrip, skriver du adressen på det hotel du vil være på den første nat. Du vil også blive bedt om at udfylde dit pasnummer og flynummer.

For at slippe og rode rundt med pas og diverse papirer, har jeg altid lige taget et billede af mine dokumenter. Jeg samler simpelthen alle de oplysninger jeg ved jeg skal bruge i flyet og tager et billede af det. Så skal jeg bare finde enten min telefon eller iPad frem.

Husk at have en kuglepen i din håndbagage, den får du brug for.

I vil få udleveret ét tolddokument pr. familie hvis I er gift. Hvis du rejser med din samlever, skal I udfylde en hver.

Immigration 
Når du ankommer til USA, skal du igennem “immigration” – som er den amerikanske grænsekontrol. Her vil du blive udspurgt i større eller mindre grad, få taget dit billede og skal afgive fingeraftryk. De spørger ofte hvad du skal i USA, hvor længe du bliver, hvor du skal bo osv. Det er her i immigration det bliver endelig afgjort om du kan få indrejsetilladelse til landet. I princippet kan de sende dig retur til Danmark med det samme. Jeg har dog aldrig hørt om det er sket.